Ben Fogle spreder sin hunds aske

Ben Fogle, klummeskribent hos The Telegraph, og tabet af sin hund Inca

Ben Fogle og Inca. Da Ben Fogle, klummeskribent for Sunday Telegraph, måtte sige farvel til sin elskede labrador Inca i juli 2012, tweetede han: “Jeg har lige mistet min bedste ven, Inca. At være knust er en underdrivelse #kanikkeholdeopmedatgræde”.

En måned senere betroede han læserne af The Telegraph, at hendes madskål stadig stod i køkkenet. Hendes snore lå der stadig, spredt rundt i huset, så hendes gamle poter ikke skulle gå så langt.

“Det er små påmindelser om en lille sort hund, der har infiltreret hele mit liv, som har udvist absolut loyalitet og bragt så meget lykke,” siger han. “Jeg kan ikke få mig selv til at flytte dem”.

En nation af dyreelskere

Han blev overrasket over antallet af breve, han modtog, efter han skrev om Incas død. Han blev også stoppet på gaden af folk: “Store, stærke taxachauffører fra London, som talte med mig om deres egen sorg og de tårer, de har fældet. På en måde gør det mig stolt af at være brite. Vi er virkelig en nation af dyreelskere”.

Aflivning af kæledyr

Bruce Fogle, Bens far, der har været praktiserende dyrlæge i 42 år og formand for bestyrelsen for Humane Society International, ledede manualen *Interrelations Between People and Pets* og skrev kapitlet “Attachment – Euthanasia – Grieving” (Tilknytning – Aflivning – Sorg). Det var ham, der aflivede Inca i familiens køkken.

“Hunden er et helt uskyldigt væsen, der aldrig skjuler sine følelser og aldrig lyver. Det er derfor, sorgen kan være så stor. Den kan blive meget kompliceret, hvis folk føler skyld over at have så intense følelser for deres hund”.

At skulle få aflivet et elsket kæledyr er en så svær beslutning og kan også fremkalde en betydelig følelse af skyld. Inca led af epilepsi, hendes bagben svigtede, og hun havde svært ved at bevæge sig. Jeg fandt det meget trøstende at høre, at Inca tilbragte sine sidste dage på Bovey Castle i Dartmoor, lige ved siden af hvor vi bor; selv i sine sidste dage forsøgte Ben at skabe lykkelige minder med hende.

Spredning af Incas aske

I juli 2013, et år efter hendes død, skrev Ben bevægende, at det var tid til at sprede asken fra hans elskede kæledyr.

Marina, børnene og jeg var ledsaget af mor, far og min søster Tamara, sammen med familiens hunde, Luca, Lola, Marni og Maggi. Vi fik også selskab af Sam, hundelufteren, som er en slags hundehvisker – alle hundene elsker hende – og som samlede et dusin af Incas hundevenner omkring træet.

Hyde Park har spillet en så stor rolle i mit liv. Det er mit sted at undslippe byens travlhed, men vigtigst af alt er det her, jeg mødte Marina, takket være Inca og hendes hund Maggi. Det lille træ står næsten præcis der, hvor vi mødtes første gang.

Min mor havde medbragt en flaske champagne til os og en stor pose Bonios til hundene. Børnene gik i det høje græs, mens jeg spredte Incas aske. I stedet for blomster efterlod vi en Bonio højt oppe i en af grenene.

Det var en enkel ceremoni, men fuld af lykke. Jeg tror, en psykolog ville kalde det “afslutning”. Jeg hader tanken om, at hendes navn forsvinder fra minderne, og hendes træ sikrer en form for lang levetid. For de hundredvis af mennesker, der går forbi hver dag, er det bare endnu et ungt træ, men for os er det Incas træ. Ludo og Iona siger “Hej, Inca”, hver gang vi går forbi.

At arrangere en ceremoni og rejse et mindesmærke for dit kæledyr er en så vigtig måde at udtrykke dine følelser på og hjælpe dig med at acceptere tabet af dit kæledyr, som Ben formulerer det så genialt: “Sorg er prisen for kærlighed”.

Relaterede produkter

Se også

• Askesmykker
• Askevedhæng og halskæder

Kategorier

KæledyrsurnerKeramikurnerKatteurnerHundeurnerUrner til små kæledyrMindegenstande